Kort 10
Kystruten Går fra Legind-Vejle-broen langs fjorden ind til Refshammer. Ruten fortsætter ind forbi Nykøbing Mors Havn og ud ad Strandvejen. Ruten går nordpå langs vandet og ad Fjordvej og Jasminvej. Ved fyret går ruten igen ud til fjorden og nordpå forbi golfbanen.
Udvalgte attraktioner
Dueholm Kloster
Museet, som blev oprettet i 1901, overtog hovedbygningen fra det gamle Dueholm Kloster i 1909 og indrettede den til udstillinger og beboelse.
Fortidens rigdomme kan nydes i fulde drag i museets udstillinger, som fylder det gamle hus på alle tre etager til bristepunktet. Mød Morsingboernes spændende historie på øens nationalmuseum – et skatkammer af oplevelser.
I museets butik kan der købes sjove og anderledes gaver. Der er café og en dejlig have.
Nykøbing Mors Kirke
Ligger i byens midtpunkt, hævet 1 ½ meter over gadeniveau. Kirken er bygget i 1891 i nygotisk stil, og den er bygget på samme plads, som den tidligere Sct. Clemens Kirke lå på. Den var en sengotisk langhuskirke, der blev nedrevet i 1889, efter at man havde konstateret, at den på grund af ”brøstfældighed” ikke længere kunne anvendes som kirke.
Morsø Turistbureau
Findes i den smukke gamle toldbygning på havnen i Nykøbing Mors. Her kan du få informationer om hele øen.